En uges jubilæum...

Så har jeg været her en uge. Det virker som mere. Der er bare sket så mange ting, at jeg er næsten helt fyldt op. Men samtidig er det også en dejlig følelse. - Jeg tror, at jeg er ved at finde mig selv lidt igen. - Og efterhånden finde ud af, hvad jeg egentlig gerne vil med det her, og hvilken type mennesker jeg gider omgåes. Fx fornemmer jeg, at nogen på kollegiet gerne vil feste rigtig meget. Jeg vil gerne hygge mig med de andre, men jeg kan simpelthen ikke geare mig op til at være et partymenneske. Jeg har aldrig været det, og jeg bliver det aldrig. Jeg kan simpelthen ikke det der med at sidde på fx en cafe i timevis og bare snakke og drikke - om det så bare er cacao! Jeg keder mig ret hurtigt. Og ja, jeg ved godt, at det er underligt, men sådan er mit hoved bare indrettet. Jeg vil hellere læse en bog eller se en film.

Nå, men jeg må jo hellere fortælle, hvad jeg har lavet idag. Jeg gik ned på campus for at købe nogle bøger, og jeg købte 3 ud af 4. Den sidste havde de opgivet forkert ISBN-nummer på, så jeg skal lige finde ud af, hvilken det er, da der er to bøger, der hedder det samme. Go figure. I boghandlen har de sådan nogle smarte slå-op-bøger nærmest. I lommeformat vel egentlig. Det er svært at forklare, men det er ikke rigtig en ordbog, da der er masser af billeder i. For det meste tegninger. Den hed vist ER-Nursing, og så kan man fx slå op, hvilke observationer, der er vigtige at gøre. Jeg har manglet det lidt i Danmark, fordi man selv skal sætte alle informationerne sammen. Det er jo sådan set meget godt, men nogle gange er det rart at kunne være helt sikker på det, man kommer frem til. Så jeg tror, at jeg prøver at købe en af dem, så jeg kan prøve dem. Og måske kan man bruge dem med succes derhjemme.

På vej hjem ville jeg lige stikke hovedet ind på det internationale kontor, da jeg var i tvivl om programmet i den uge, der hedder week zero. Det er ugen inden egentlig skolestart. Nå, men det viser sig faktisk, at det egentlige kontor slet ikke er på campus, men hun er mere en slags chef hende, der sidder der. Men hun taler med mig alligevel (og jeg brokker mig for øvrigt også over min tildelte bolig). Jeg finder så ud af, at jeg rent faktisk skal have et møde med en ude på Waurn Ponds (som er et andet campus), og det burde være sket allerede mandag eller tirsdag. Hun kan ikke helt forstå, hvorfor det ikke er sket, og hun ringer lidt rundt. - Det viser sig så, at jeg stadig står til at skulle studere på Burwood Campus inde i Melbourne. Når jeg siger stadig, er det, fordi der var en fejl i de papirer, jeg først modtog fra Deakin. Så jeg er faktisk registreret på et helt forkert campus. Heldigvis var det så ikke noget problem at få mig flyttet over samt få lavet den aftale ude på Waurn Ponds (skal derud imorgen), men jeg endte da alligevel med at bruge en times tid på det skide kontor. Jeg var lidt muggen, da jeg gik derfra, men der sker jo fejl, og sådan er det. Men jeg håber ikke, at jeg får mere bøvl. Jeg synes, jeg har fået min del. Selvom det heldigvis er gået fint med det hele sådan alt i alt.

Nå, men jeg skyndte mig hjem til Villamanta for at smide mine ting, og så gik turen ind til Melbourne igen. Jeg skulle mødes med de andre danskere inde midt i Melbourne for at spise lidt aftensmad og bare lige få snakket lidt. Det var meget mystisk at tale dansk igen, men det var også rigtig hyggeligt - selvom de fleste af os vist stadig har lidt jetlag. Hjemad i toget kom jeg til at tænke på, at det måske ikke var så fedt at gå fra Geelong Station til Villamanta, men det tager 5 min., og jeg tror sgu, at taxachaufføren ville grine af mig, hvis jeg bad ham køre mig. Desuden er det oplyst hele vejen. Men det bliver godt at få min cykel, for så behøver jeg ikke spekulere på den slags.

Jeg tog nogle få billeder i aften, men jeg venter lige med at lægge dem ud til imorgen. Jeg er simpelthen så træt. Og jeg ved godt, at I er en masse, der venter på en mail, men ja.. I ved.. Det er ikke så nemt. Og Tilde.. Jeg skal have din snailmail adresse!

Hov ja - jeg drømte på engelsk i nat. Jeg har i flere dage gået og småsnakket på engelsk for mig selv (ja, jeg snakker med mig selv. Vane), men det er første gang, at jeg har indset, at mine drømme er på engelsk. Mine tanker svinger stadig lidt, men det begynder at blive mere og mere engelsk. Det er egentlig meget sjovt. Så kan det være, at mit engelske kan blive lidt bedre, end det er nu. Får at vide af australierne, at det er godt, men jeg er ikke tilfreds. Jeg kan selv høre mine fejl, og det er hamrende irriterende.