søndag den 20. juli 2008

Hjemme

Nå, det er vist på tide, at jeg får skrevet en nyhed om, at jeg er kommet hjem. Landede i Kastrup d. 2. juli om aftenen, hvor jeg blev hentet af Dorthe og Rune. Dagen efter var vi en tur i Tivoli, hvorefter vi kørte mod Herning. Fredag var jeg i banken og en tur hos tandlægen, og efter en forholdsvis rolig weekend, begyndte jeg at arbejde mandag morgen.

Så ja, jeg er hjemme igen :)

søndag den 6. juli 2008

Portland

I sidste uge fra torsdag til mandag, var jeg med min veninde Sam i Portland, hvor hendes forældre bor. Det er ca. en 3 - 3 1/2 times kørsel fra Geelong - altså ca. det samme som at køre til København. Sætter tingene en smule i perspektiv. :)

Jeg havde en rigtig god weekend. Fredag var vi ude at se "the smelter". Det er et sted, hvor de laver aluminium. Det var faktisk ret spændende, men jeg har ingen billeder, da der sådan et sted er en del magnetisme (nogle steder så stærk at det kan få værktøj til at stå lige op i luften - vi prøvede det i en lidt mindre målestok med en papirclips). Vi spiste frokost ude ved et fyrtårn, som havde en lille bitte restaurant, og resten af dagen hyggede vi os :)

Fra Portland 26. ...
Sam and Anthony at the light house



Ellers var vi ude ved the blowholes for at kigge, hvilket var rigtig smukt. Vi gik rundt inde i Portland og kiggede lidt i butikker, og så var vi også ude at købe møbler til Sam og Anthony, som lige har fået en ny lejlighed.

Fra Portland 26. ...
Blowholes



I weekenden prøvede jeg også at lave dansk mad til familien. Først lavede jeg min banankage, som blev perfekt på trods af, at jeg havde en pseudoudgave af vanillesukker samt noget kærnemælk, som ikke helt er som herhjemme - måske var det fordi jeg brugte Lurpak-smør produceret i Danmark. Derefter bagte jeg kammerjunkere og lavede koldskål, men det var de nu ikke helt glade for, men jeg tror mest, at det var fordi, jeg ikke lavede den særlig sød. Og sidst men ikke mindst lavede jeg dansk frokostbord. Jeg havde rugbrød og en dåse marinerede sild fra Ikea, og så havde jeg pålægschokolade, remoulade og ristede løg hjemmefra (som det var lykkedes at sende uden at blive beslaglagt i tolden), og så købte jeg noget pate, salami og hamburryg/skinke og selvfølgelig lidt pynt i form af agurk og rød peber. Lad os bare sige, at frokostbordet var en succes - dog ikke silden - men det var heller ikke alm. hvide sild :)

Fra Portland 26. ...
Søndag morgen med rigtig australsk morgenmad - naturligvis tilberedt på grillen



Søndag aften var jeg så heldig, at Sams mor gav mig en massage! Det var SÅ godt. Hun er uddannet massør eller noget i den retning, og det var lækkert. Hun fandt alle de rigtige ømme punkter. Imens havde de andre lavet bål udenfor, og vi hyggede os under en perfekt stjernehimmel, hvor man kunne se alle stjerner tydeligt, og mælkevejen viste sig fra sin bedste side. Vi lavede bananer med chokolade og nød en lille drink samtidig.

Fra Portland 26. ...
På vej tilbage fra bålet



Mandag skulle både Sam og jeg klippes, hvilket var afsindigt billigt! 400 kr for en klipning + foils med to farver i hele håret. Det skal man ikke brokke sig over.

Fra Portland 26. ...
Nyt hår



Så ja, en fantastisk weekend med "min" australske familie :)