tirsdag den 25. december 2007

Jul og julegaver

Ja, det er jo ikke just noget, der handler om Australien, men min jul får alligevel en plads på bloggen.

Jeg holdt jul i Vostrup, og det var rigtig hyggeligt, selvom vi allesammen manglede Vibeke. Jeg var lige ved at skrive, at det ikke er jul uden Vibeke, men det var det jo alligevel. Vi var oppe på kirkegården med nogle blomster, og vi besøgte naturligvis de ukendtes grav for at "sige" god jul til Viggo (morfar) - og naturligvis også Grethe. Og en lille tanke sendte vi også til Johnny, som jo desværre er sovet ind for ganske nylig.

Det har været et år, hvor mange har sagt endeligt farvel, og hvor det ikke altid har været lige let, og det bliver man mindet om i julen. Og der er i hvert fald ingen tvivl om, at jeg savner Viggo og Vibeke, men det er især Vibeke, der spøger i mit hoved, og dem, der har været omkring mig i juni måned, ved godt, hvor hårdt, det slog mig ud. Men jeg er glad for, at vi alle var samlet omkring hende for at sige farvel, selvom hun ikke længere var ved bevidsthed.

Men nok tristhed for nu.

Jeg vil lige komme med en liste over mine julegaver, som faktisk ikke er helt lille i år.

"Kvinden og Aben" af Peter Høeg
"Vi, de druknede" af Carsten Jensen
"Blå Bror" af Ib Michael
"Hvem Hvad Hvor"
En bog med Sodokuopgaver.
En notesbog
Et par leggings
En halskæde som har været min oldemors
Et spil til Wii: Link's Crossbow Training
En piskeskål
Kødnåle
Labyrinth (dvdfilm)
Becoming Jane (dvdfilm)
En del penge - som tilskud til Australien.

Det var dejligt med nogle gode bøger - jeg har godt nok en serie, jeg er igang med at læse, men bøger kan man jo aldrig få for mange af. Heller ikke dvd-film og spil. Hmm, gad vide, hvordan det ville gå, hvis jeg ikke havde noget at underholde mig med hele tiden. Hehe.

mandag den 24. december 2007

Jul

Så blev det jul igen.

Glædelig jul allesammen. Nu er der ikke lang tid, til jeg skal afsted! Glæder mig.

søndag den 16. december 2007

Småting

Mja, jeg skrev vist tidligere, at jeg ville sige min lejlighed op. Men jeg har valgt at beholde den alligevel. Det bliver lige så dyrt at flytte mht. indskud og den slags.

Ellers er jeg begyndt at lave en liste over folk, jeg skal huske at skrive breve til - der er jo nogen der ikke har adgang til nettet og andre, som bare gerne vil have et postkort.

Uniform - jeg skal købe en uniform til at bruge på Deakin. Hvid skjorte, sorte bukser og sorte lukkede sko. Lige alt det jeg ikke selv er vild med, og som er næsten umuligt at opdrive. Jeg er pt. ved at undersøge, hvad en rigtig Deakin-uniform koster, men det er sandsynligvis for dyrt at købe den.

Behøver jeg at skrive, at jeg begynder at glæde mig rigtig meget til at komme afsted?

De sidste ting jeg mangler:
Forsikring - den har jeg ikke fået bestilt endnu. Har en aftale i banken onsdag, og så skal jeg lige høre hvilket tilbud, de kan give mig.
En udskrift af min straffeattest (og nej, jeg har ikke noget stående på den), men det er bedst at få den udskrevet så tæt på afgang som muligt.
Jeg mangler at få godkendt mit visum - men jeg har omsider fået sendt alle papirer derned. Heldigvis har jeg kunnet scanne papirerne ind i stedet for at sende det med alm. post.

Og så er der sikkert nogle ting, jeg har glemt her, som jeg kan løbe rundt efter i sidste sekund :)

søndag den 9. december 2007

Intro-tur

Mja, jeg plejer jo ikke at være så glad for rusture, men jeg har nu alligevel meldt mig til den, som er arrangeret for de udvekslingsstuderende på Deakin. Der er forskellige ting, man kan ønske at få lov til at prøve. Der var følgende at vælge imellem:

Introduction to Aussies rules football
Learn how to surf
Beach yoga
Hiking

Det er vist ingen hemmelighed, at det med Aussie football (uanset hvilken type mystisk sport det kan være) ikke siger mig en disse, og derfor er blevet placeret på sidstepladsen. Surfing er på min førsteplads, og hiking er nr. 2. Beach yoga er så på 3. pladsen, men jeg er bare en motorikspasser, så det vil ikke blive et kønt syn. :)

torsdag den 6. december 2007

Bolig, visum... You know the drill.

Så kom jeg så langt som til at søge visum. Det er egentlig ikke så besværligt, men der er da et par ting, man skal være opmærksom på, og som godt kan gå hen at tage noget tid. Jeg har skiftet navn på et tidspunkt. Eller rettere - jeg har taget min fars mellemnavn, og derfor var jeg nødt til at få et officielt stykke papir på, at jeg har fået foretaget en navneændring. Derudover skulle jeg naturligvis oversætte det til engelsk. Det har jeg så gjort, og jeg har også scannet det hele ind og sendt det til visumkontoret.

Ellers mangler jeg nogle undersøgelser hos en læge og et røntgenbillede af mine lunger for at påvise, at de er raske, hvilket også skal sendes til visumkontoret. Desværre er lægen i Holstebro langtidssygemeldt, hvilket betyder, at jeg skal have det hele foretaget i Vejle. Heldigvis kunne sygehuset lægge tidspunktet for røntgenbilledet samme dag som lægeundersøgelsen. Det er nemlig ikke alle steder, de må lave dem, så jeg kan ikke få det gjort i Herning.

Jeg har også fået tildelt en bolig i Geelong. Jeg skal bo på Carlton Central, hvilket er udmærket. Der er i hvert fald internet, så jeg kan holde mig i kontakt med folk herhjemme, og det er kun 200 meter fra mit campus, hvor jeg skal modtage undervisning. Ellers kan I jo selv klikke jer ind og se på, hvor jeg skal bo.